EnligMadMor

Sidste indlæg startede sådan her: “I dag har Gustav og jeg haft en skøn dag sammen – jeps, ingen brok herfra.”

I dag tager vi lige en anden vinkel: I dag har Gustav og jeg haft en røvsyg eftermiddag sammen – jeps, masser af brok herfra.

I dag var bare sådan en brok-pive-surheds-dag for Gustav. OMG! Her prøver man at være sød og overskudsagtig. Henter ham lidt tidligere i børnehaven og kører ned og køber en spritny cykel til ham. Han blev glad. Lige indtil han blev sur. Jesus Christ! Fra kl. halv fem og til puttetid græd han konstant. Eller pev. I ved den der virkelig irriterende pivende brokkende måde, hvor børns stemme bliver forvandlet fra tale til piveri.

waa-jeg kan ikke selv gå op ad trappen-waa-du er dum mor-waa-jeg vil ikke have aftensmad-waa-jeg har ondt i maven, i fingeren, i knæet, i foden-waa-jeg vil kun have pølser at spise-waa-jeg kan ikke selv tage mine strømper af-waa-du er dum mor-waa-jeg vil ikke sove-waa-nej ikke den bamse-waa-giv mig vand-waa-du er dum mor-waa-jeg skal tisse hvad skal jeg gøre-waa waa waa! ARGH! Get the point? Pyh.

Jeg har det jo ikke værre end andre forældre. Noglegange er det bare pisse træls at være nogens mor.

I morgen er det bedre. I morgen bliver en god dag.

Nåe ja – her er lige et billede med den nye cykel. Cirka 10 sekunder inden helvede brød løs.

I dag har Gustav og jeg haft en skøn dag sammen – jeps, ingen brok herfra.

Det startede med, at vi vågnede (Gustav vågnede) kl. 6.30… Så satte jeg Toy Story-dvd’en på computeren og fik på den måde sovet 78 min. ekstra – WIN!

I formiddags var vi så på Aros, hvor vi har årskort til (mega billigt til og med 27 år – kun 150 kr.). Der gik vi en tur i Regnbuen – det elsker vi (for Gustav er Aros og Regnbuen det samme). Så så vi den nye udstilling af Tony Oursler, Face to Face, som er videokunst af en art (ansigter projekteret over på diverse skulpturer). Den er mega fed! Gustav syntes, det var meget spændende og lidt uhyggeligt.

Og selvfølgelig skulle vi også lige se den sædvanlige racerbil på Aros (den som gør årskortet pengene værd). Den kan nemlig køre 400 km i timen (ligesom alle motorcykler vi ser, Gustavs cykel, Lynet McQueen, osv).

I eftermiddag var vi så på besøg hos min ynglings med-enlige-mor-veninde og hendes datter Kamma, som er på præcis Gustavs alder. Kamma havde lige fået en ny stor pedalcykel (respekt!), så de gode enlige mødre lærte ungerne at køre to på cyklen uden hjelm (Kamma trampede i pedalerne, Gustav sad bagpå og dirigerede). Måske skulle vi have stukket dem en øl med det samme…. Men de var underholdt, så vi kunne sludre imens.

Bagefter drak de gode enlige mødre sig berusede i en flaske rødvin, mens ungerne legede. Vi tog bussen hjem og Gustav endte med at komme 1,5 time for sent i seng, puttet af en lettere omtåget mor.

Og den veninde kan heller ikke holde DR2 programmet “Sex, kaos og bekendelser” ud (se det – her). Selvom jeg egentlig synes, konceptet (ærlige kvinder) er godt – kan jeg slet ikke holde ud at blive mindet om mine egne fejl på den måde. Jeg læser heller ikke mødreblogs (som min egen f.eks. – ville aldrig læse min egen blog..) Nå, tilbage til programmet, jeg hørte nogle venner snakke om, at hende med tvillingerne, som brokker sig meget, måtte have en fødselsdepression. De venner har ingen børn selv. Breaking news: Det er sådan, det er for nogle af os at have børn. Som moren i programmet siger, “de er røvsyge at være sammen med”. Og det er de altså nogengange. Jeg synes f.eks., at det er ret kedeligt at lege.

Ellers har denne uge også budt på børnearbejde:

Endelig fik jeg taget mig sammen til at feje trappen i trappeopgangen (efter 8 mdr – ups). Jeg fik Gustav til at vaske den. Det gik sgu meget godt. Vildt smart!

Jeg har også lavet lidt mad. Altså en lille smule. Stegt pølser og lavet kartofler i ovnen. Og her til aften har jeg fx lavet dej til et franskbrød. Hvad siger I så! Hva! Det er nu meget nemt:

• En halv liter vand
• En halv pakke gær
• 1 spsk salt
• 700 g. mel

Skal hæve helst 5-8 timer tildækket i køleskab. Bages ca. 40-50 min ved ca. 180 grader. Cirka. Jeg tager den på gefühl. Det plejer at gå fint. Jeg erstatter ca. 70 g. mel med 70 g. solsikkekerner. Og ca. 300 g. mel med 300 g. havregryn eller groft mel.

Se den hæver i smart Tupperware bageskål med låg.

Nå, om tre dage smutter jeg til Ghana. Jeps, i Afrika. Skal besøge søs i en uge. Uden barn. ÅH! Det bliver skønt! ÅH! Jeg kommer sådan til at savne Gustav!

Hvor ville jeg dog være meget mere ærlig her på bloggen, hvis jeg skrev den anonymt.

Så ville jeg måske skrive sådan noget som, at jeg har spist alle min søns påskeæg i et anfald af sliksult. Han har jo alligevel ikke godt af det. Måske ville jeg også skrive, at jeg også spiser hans petit danone yoghurt om aftenen, og så om morgenen siger til ham, at det er ham selv, der har spist dem.

Måske ville jeg også skrive, at vi for tiden ikke får rigtig aftensmad, fordi jeg er for doven. Hvis jeg var anonym, ville jeg skrive, at vi meget ofte (altid) til aftensmad kun spiser en pølse/frikadelle fra fryseren/rugbrød med leverpostej eller makrel + en gulerod. (Jeg gider altså ikke lave rigtig mad til bare os to, når Gustav alligevel ikke spiser det, og jeg får god mad på arbejdet). Kunne også tænkes at jeg ville være lidt mere ærlig om, hvor ofte vi ser fjernsyn, mens vi spiser (ofte). Og hvor ofte jeg bestiller JustEat (ikke så ofte, når Gustav er hjemme. Meget ofte, når jeg har fri-aften (altid)).

Måske ville jeg også skrive, at jeg max støvsuger en gang om måneden. At jeg ikke har vasket trapper i trappeopgangen i 9 måneder (ad), og at jeg vasker uden om hans legetøj, der ligger på gulvet, når jeg vasker gulv (hver anden måned), fordi jeg ikke gider bøje mig ned og flytte det.

Men de her ting skriver jeg ikke, fordi det simpelthen er for pinligt overfor de læsere af bloggen, som jeg kender personligt (fx min mor).

Jeg kan i stedet bruge bloggen til at prale af, at min søn er så klog, at han kan fortælle om alle dyr fra Lille Nørd, f.eks. dolkhalen og muldvarpen – i korrekte detaljer (han kan næsten ikke tælle til 10, men hvad faen – jeg er sgu heller ikke god til tal). Jeg kan også prale af, at han funderer over livets store spørgsmål, som f.eks. om Gud findes i virkeligheden, hvor vandet i skyerne kommer fra og om alle mennesker mon laver lort…?

Jeg kan også prale af, at han spontant siger til mig, at han elsker mig, mens vi går på gaden. Og at han synes, jeg synger godt (det gør jeg ikke). Og at han den anden dag kaldte mig en smuk prinsesse (selvom jeg havde morgenhår og hængepatter (hov det siger jeg heller ikke, fordi jeg ikke er anonym)).

Jeg får ikke købt ind i weekenden, selvom jeg burde. I stedet købte vi ind i går eftermiddags. Med Gustav i klapvogn, dødtræt. Uden indkøbsseddel og uden madplan. Det endte dog ok med en masse ting, som kunne udgøre en halvhjertet madplan for denne uge. Den ser sådan her ud:

Og bag de ambitiøse ting som Coleslaw, pandekager, biksemad og tærte (for det er helt out of my league) må jeg gå til bekendelse – finder man det her:

Nåe ja, og der er selvfølgelig også de klassiske pædagogerne-hader-ting og du-er-da-vist-ikke-overskudsmor-ting som Petit Danone og ostehaps. Ungen elsker det. Jeg elsker det. Og jeg er ikke overskudsmor. (Jep – jeg elsker petit danone og ostehaps lige så meget som Gustav gør!)

Ja og for at fuldende billedet af den tvivlsomme børneopdragelse, så vi også fjernsyn, imens vi spiste aftensmad. Jeg fik laks. Gustav fik købe-fiskedeller. Han spise en hel!

Det store hit lige for tiden er perleplader. DET ELSKER JEG. Så slipper jeg for at ligge på knæ og sig wroum wroum og lege med biler – eller stå og skyde med papirsflyvere i timevis.

“Mor! Sku vi ik lege med papirsfly?”
“Jo skat, det kan vi da godt. (meget lille entusiasme) Vi kan også godt lege med perleplader, hvis du heller vil det? (meget stor entusiasme!).
“Okay mor”
Og så gik der en time med det – SEJR! En hyggelig time, hvor vi ikke ser fjernsyn, men bare sidder stille og koncentreret og snakker lidt. Og hører voksenradio. Som sagt – JEG ELSKER DET, og nyder det så længe det varer…. Kan se, at det også er en metode de ofte bruger i børnehaven. Forståeligt nok.

Okay, så god er Gustav ikke til perler. Det er mig selv, der har lavet de fleste af dem her. Og Anna. Min veninde.

Der var også en dag, hvor vi fik frikadeller. Det kan Gustav virkelig godt lide normalt. Men han blev slemt skuffet, da han så dem, for nogen havde puttet noget grønt stads i! Og så kunne han i hvert fald ikke lide dem! (ARGH! jegbliversindsyg). Så han åd et stykke rugbrød med ketchup til aftensmad. Sundt og nærende.

Hey og så kan jeg skrive om madpakken. Hver eneste aftens uendlige irriterende byrde! (som er overstået på 10 min). Hvis du så nu sidder og forventer noget spændende, så glem det. Helt ærligt. Ungen gider jo ikke æde det alligvel! Han vil helst have rugbrød med leverpostej, makrel, lidt yoghurt, rosiner og melon. Andre lækre eksperimenter kommer med tilbage. Okay okay hvis jeg nu var sådan en der lige flækkede nogle pølsehorn sammen, ville de nok også ryge ned. Men ikke sådan noget fancy noget som eks. pizzasnegle. Nåe ja, og så kan han selvfølgelig ikke lide grøntsager. Se selv på før/efter billederne herunder:

Nå ja. Og så var han så sød en morgen som det første at spørge mig, hvad det var for nogle striber, jeg havde på maven. (det er strækmærker fra graviditeten) Jeg havde lyst til at råbe: DET ER SGU DIN SKYLD!! Men det bliver nok opfattet som dårlig børneopdragelse, så jeg sagde bare, at jeg ikke vidste det. Han valgte så at belære mig om, at man ikke sådan må kradse sig på maven, så der kommer striber. Okay så.

Jeg kan huske, at jordemoderen kaldte strækmærkerne for et lille visitkort fra babyen. Jeg ser det nu mere som et væg-til-væg-tæppe… Et bill-board banner. Øv de er altså trælse. Til gengæld synes min søn, jeg har store bryster. Er det mærkeligt? Han sagde i hvert fald: “Når jeg bliver en pige, får jeg også store bryster som dig mor”. Det var så sødt, at jeg ikke modsagde ham. Det kan da også godt være han bliver en pige engang.

Er vi ikke søde :) Jeg kan jo virkelig godt lide ham den søde bette knægt!

Nåe ja, og et voksentip som jeg selv synes er ret godt. Jeg hører tit musik fra min telefon, når jeg går/cykler rundt ude i verden. Og lige nu er jeg helt forelsket i Lulu Gainsbourg. Det er fransk og dejligt. Der er et nummer, som kun er instrumentalt, som jeg især elsker at gå og høre ude i verden. For det får mig til at føle, at jeg går rundt i en fransk film og er sådan lidt lækkersørgelig og vigtig. Prøv det. Seriøst. På Spotify: Lulu Gainsbourg – Fresh News From The Stars

I dag er det Valentines day. Det har jeg ikke rigtig nogen holdning til. Jeg kan godt lide ting, der får folk til at snakke om noget fælles. Det gør Valentines day. Om man kan lide det eller ej.

Gustav og jeg købte masser af lyserøde roser sammen. Primært fordi at jeg så kunne vise på Facebook, at jeg også har en dejlig mand, og at jeg har det pisse godt med at være single (billedet har på 3 timer fået vanvittige 32 likes, så det var da en god taktik). Roserne ligner en million ik? De koster 10 kr. pr. bundt (Tip #1: Billigblomst – ligger tæt på Harald Jensens Plads).

Faktisk er det her billede lidt misvisende – Gustav var pisse sur her til aften. Tror egentlig bare han var træt. Det er altid en god undskyldning – i hvert fald ikke mig, der gør noget galt… Det var bare, som om alt var galt. Jeg hader, når der kommer surmuleri ud af de mindste ting. F.eks. var det bare helt galt, da jeg kom til at skylle ud i toilettet – det skulle han jo gøre!

Nå vores romantiske middag bestod af kyllingelår fra fryseren (30 min i ovn, drysset med rosmarin), resten af en pose kartoffelrøsti fra fryseren, ærter fra fryseren, en bolle fra fryseren, ketchup, chilisovs og rød peber.

Vi fik også dessert. Pandekager med jordbærmarmelade. (Og sukker, men det vil jeg helst ikke skrive her, for så lyder det ekstra usundt på en tirsdag). Pandekagerne var selvfølgelig færdigkøbte:

Og ja, Gustav ser fjernsyn samtidig.

Hov og så kan I da lige få lov at se ugens madplan:

Ja den sucker om muligt endnu mere end den plejer. Jeg lader som om, at jeg har “projekt-tøm-fryseren”. Egentlig er det bare fordi, jeg ikke gider købe ind og lave mad (what else is new…?).

Tip #2: Jeg hører Shakira, mens jeg smører madpakker om aftenen. F.eks. Waka waka. Så føler jeg mig faktisk en lille bitte smule sexet/spontan, når jeg står der og svinger med hofterne midt i tubemakrellen og leverpostejen. Og nej, her kommer ikke et billede.

Ja denne kolde og lidt trælse uge (se brok i bunden) har budt på en madplan (selvfølgelig af den helt nemme slags):

Beskeden på fryseren øverst er et levn fra min elskede søster. Og et mega plat og dog meget rigtigt budskab, som vi prøver at leve efter. Krussedullerne under madplanen er Gustavs madplan. Jeg tror, det betyder ketchup. Nå ja og ved siden af madplanen skriver jeg min indkøbsliste. Så tager jeg bare et billede af den med min telefon. Det er nemt. Jeg kan nærmest bare lade den stå, for jeg køber jo det samme hver uge. Cirka

Mandag fik vi suppe fra fryseren.

Et levn fra engang søde Anna var på besøg og lavede kæmpe-meget suppe. Jeg lavede selv rugbrødscroutoner – det meget nemt. Jeg er meget stolt. De steges bare i flydende magarine og med groft salt. Det var det eneste Gustav spiste den aften, rugbrødscroutoner. Ikke engang ketchup – for lige nu hater han på den ketchup, jeg har købt, det er nemlig ikke Heinz (mærkedyr).

Tirsdag fik vi rent faktisk hjemmelavet (af mig) pizza. Ja på nær dejen selvfølgelig. Det er for bøvlet og man får beskidte fingre. Gustav spiste lidt pizza. Med pølse. Han tog peberfrugten af.

Nå ja, og her kan man se den ketchup, som Gustav ikke kan lide. Den er nu også meget sød. Det eneste, de havde i kiosken (hvor mine indkøb tit foregår i 11. time).

Onsdag spiste vi hos ynglingsveninde Julie. Ved godt det er en kliche – men vi fik min livret – mad jeg ikke selv laver! Og Gustav var lykkelig, for der var rigtig Heinz. Så han spiste også ca. 5-6 pastaskruer – wauw!

Men ingen hemmelighed, at jeg savner min søsters selskab. Og hjælp. MEGET. Så denne uge har jeg bare syntes, at verden var ond. Ja ja solen skinner og det bliver lysere. Men der skal stadig laves mad og passes hverdag. Og tages uendelige mængder strømper, vanter, flyverdragter, varme trøjer, huer, flere strømper på – “nej dem med Finn McMissile, nej dem med Lynet McQueen, nej dem skal Tigerdyr have på – kan du ikke give Tigerdyr ble, underbukser, trøje, nattøj på mor? (!)” Jo jo jeg gider ikke tage kampen, så det gør jeg da gerne. ”Nååerh nu græder Tigerdyr siger du, ja så skal mor nok trøste ham også.” Hvem fanden trøster mig? Ja ikke Tigerdyr i hvert fald. Men det gør min mor! Nu er hun nemlig endelig kommet hjem fra, hvad der føles som en uendelig lang ferie på Sri Lanka, så denne weekend skal tilbringes med, hvad jeg forventer, bliver big time opvartning i de gamles crib. Uh det bliver godt!

Nu skal jeg heller ikke brokke mig mere. For faktisk er min elskede søn det allerbedste, der findes i mit liv! Han er sgu sød. Det er bare ikke særlig spændende at skrive om, hvor dejligt det er, når han kommer ind til mig om morgenen og ligger i ske. Og når jeg rigtigt kan få lov til at nusse og kramme ham, hvor han faktisk nyder det. Og vi snakker sammen, stille og roligt. Fortæller om dagen, natten, tanker og følelser. Det ELSKER jeg. Han gider dog ikke altid. Så nogengange tvangs-krammer jeg ham. Det er fordelen ved stadig at være den stærkeste.

Jeg har ikke blogget i en måned. Af en simpel årsag. Jeg har ikke været enlig madmor! Og det har været så overdrevet fedt, at jeg helt har glemt denne blog. Men nu starter det igen. Madlavningshelvede. Og madplaner. Pyh.

Historien:

Jeg havde fået en roomie! Og hun kunne lave mad! Og hun gad! Og jeg elsker hende! Jep i hele januar var Gustav og jeg velsignet med min lillesøsters viderunderlige madproducerende selskab.

Jo jo, det betød ganske vist, at jeg skulle dele min seng med en anden, at der altid stod en anden foran mit spejl, når jeg skulle bruge det, at el- og vandregningen steg til det dobbelte og at mit internet var overbelastet. Men hey! Hun lavede mad! Hun lavede mad til os! Loove it! Pyt med husleje – den fiksede jeg. Hun lavede jo mad. Og hun har gjort rent, vasket mit tøj, givet mig massage, holdt mig med selskab, passet Gustav. Looove it! Nå ja det har jeg sagt.

Men nu er hun rejst til de varme lande og kommer først hjem til sommer. Buhuuuu! (Følg hendes rejserier i Ghana her: bloggingblablabla.wordpress.com)

Jeg vil I denne omgang ikke belemre jer med detaljerede madplaner svulmende af lækre fiskevegetarretter (ja søs er fiskevegetar, så jeg lider lidt af kødmangel). Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde kan gå tilbage til frosne ærter. I stedet får I her et billedligt glimt af den sidste måned i gastronomisk paradis:

Først en madplan – den lavede jeg den første uge, derefter var det ikke nødvendigt. Maden lavede jo sig selv:

Laks. Med rejer. Og noget meget kompliceret ris stegt med spinat, parmesan osv. Aner ikke, hvordan man laver det. Men det smagte dælme godt. Og rødvin. Uhm vi har drukket meget rødvin i januar. Det må man også godt når det er mørkt og koldt.

Uh den her var også god. Tunfrikadeller med bagte rodfrugter og hjemmelavet remoulade. Gustav spiste faktisk også af dem:

Rødbedesuppe. Ja det var jeg meget skeptisk overfor. Men det smager vildt godt. Og butterdejsdimser med feta og spinat til. Hjemmelavet. Åh hun er god!

Hjemmelavede spinatpandekager med alt fyld i hele verden:

Hov. Ups. Hvordan sneg den sig ind? En dag hvor søs ikke var hjemme til at lave mad til os. JustEat er min ven. Selvfølgelig med ketchup.

Hov det er da vist længe siden, der er kommet en madplan fra mig. Lad os bare sige, at det er fordi, jeg ikke har fået opdateret bloggen. Har selvfølgelig ingenting at gøre med, at mine madplaner er gået lidt vasken på det sidste. Og at Gustav og jeg primært har levet af rugbrød. Og havrefras. Jo det har det.

Men i denne uge var der faktisk en madplan, som jeg stolt har fulgt (næsten):

Okay lad os starte ved det meget ambitiøse projekt, som hedder søndag aften: Boller i karry. Det er min livret! Og faktisk noget, jeg kan finde ud af at lave. For det meste. Det tager dog tid, så mange tak til ToyStory for børneunderholdning. Til gengæld blev der også så meget boller i karry, at der er to portioner i fryseren nu – hit!

Og se, jeg havde gang i hele tre gryder på én gang. Ret vildt. Og ret sjældent i mit køkken these days.

Jeg laver boller i karry efter en slags slankeopskrift, som jeg har i hovedet. Der er hvidkål i. Og ja, det smager virkelig godt. Og sovsen er bare mælk med jævning. Jeg kan nemlig ikke finde ud af at lave en opbagt sovs :)

Man tager bare hakket svinekød, revet løg, koger vand, laver boller og putter i. De koger, indtil de flyder ovenpå (det synes jeg så, de gør med det samme, så jeg venter bare lidt tid, og så åbner jeg en af dem og kigger, om den er færdig. Det resulterer dog ofte i lidt tørre kødboller, fordi jeg er bange for, at de ikke får nok.) Nå så snitter man hvidkål i mundrette bidder (elsker det udtryk) og koger det lidt i noget vand. Ikke for meget, det må godt have bid (ret madprof udtryk ik?). Hov man skal faktisk huske at koge risene først, for de tager lang tid. I hvert fald når det er brune ris. Dem kan jeg bedst lide. De skal have 35-40 minutter.

Sovsen er noget med først at brænde karryen af i en gryde (giver mere smag). Og så putte lidt vand i + boullion terning. Og så mælk. Hæld lidt jævning (mel og vand) i, når sovsen koger. Når det hele er blevet tykt, putter jeg hvidkål og boller i. Tadaa – boller i karry! Mums!

Selv Gustav kan godt lide det! Mest risene og bollerne. Ikke sovsen. Efter billedet blev taget, kom der selvfølgelig også ketchup på. Men han spiste faktisk en del. SEJR! (Måske fordi han havde siddet alene i halvanden time, mens mor var i køkkenet – det er altså ikke let at få det hele til at hænge sammen!).

Mandag var vi på barselsvisit. Der spiste vi boller med smør til aftensmad. Og lidt chokolade (det var gode boller lavet af den berømte kok Anna).

Tirsdag står der fisk og eksotisk salat (en slags hjemmelavet coleslaw). Jeg havde købt laks. Virkelig meget laks så jeg, da jeg åbnede pakken. Det var en fejl. Men jeg elsker laks, så jeg tænkte: “jeg spiser det hele – det har nok ikke godt af at blive frosset”. Pyh.

Jeg spiste tre stykker selv. Egentlig madsvineri. Men virkelig godt! Risene var rester fra søndagens boller i karry. Det blev ikke til eksotisk salat. Det gad jeg simpelthen ikke lave. I stedet tog jeg fat i klassikeren – frosne ærter. Og så havde jeg sådan lyst til cola, som jeg ikke synes, Gustav skal have, selvom han gerne vil. Så jeg hældte det i en kaffekop og bildte ham ind, at det var kaffe. Ej hvor er jeg egentlig led. Men det virker.

Onsdag fik vi lasagne fra fryseren. Krydret med skrigtur of the week!! Fordi han ikke måtte se ToyStory, mens vi spiste. Shit, det er stressende at spise, når man har en skrigende 3-årig liggende på gulvet ved siden af…

Torsdag er i dag. Jeg spiste resten af lasagnen fra i går. Gustav fik risengrød. Jeg er en mester til risengrød! Seriøst. Og jeg lavede det fordi, jeg i morgen tager ris a la mande med på kontoret – shit jeg er en god kollega. Selvom de ikke tror på, at jeg kan lave mad. Gad vide hvorfor. Jeg skal vise dem. Min ris a la mande styrer! Det er min mors originale opskrift, og den er virkelig virkelig god.

Blev dog lidt skuffet, da jeg fik opskriften af hende, da jeg flyttede hjemmefra. Fandt ud af, at det bare var den fra Pama Grødris-pakken.

Ellers kan jeg vist give en kort opdatering på hele chokoladejulekalenderaffæren. Jeg spiser stadig skamfuldt chokoladen fra de dage, hvor Gustav ikke er hjemme. Det virker fint. Glæder mig alligevel til den er færdig, for den giver næsten en daglig konflikt om, at man kun må få en. Ih altså. How hard can it be?

Nå ja, og så kan jeg lige slutte af med to irriterende anekdoter om, hvor sød min søn også kan være:

1. Gustav kommer hjem fra besøg hos mormor og morfar. Han har en ballon med og forklarer mig så, at den har han fået på Jensens Bøssehus. Tihi.

2. I morges da vi skulle afsted til børnehaven kiggede han på mig og spurgte meget voksent: “Mor, hvorfor har du ikke din cykelhjelm på?” (Sandheden er, at den ødelægger min frisure). Jeg svarede “Nå, ja, men den er blevet væk”. Den snu lille rad griner og siger så: “Den ligger da lige nede i kælderen mor!” Argh pis, he caught me in a lie! “Nå, ja, ‘amen det er fordi, den er gået i stykker”………. Gustav: “Hvordan er den gået i stykker mor?”. Mig: “Altså det ved jeg ikke, lad os nu bare komme afsted!” Shit mand. Jeg er jo et elendigt forbillede.

:)

Men hey! Jeg har købt og pyntet juletræ! Det er da meget overskuds-mor-agtigt – ik?!

Det er ingen hemmelighed at jeg er presset for tiden. Super presset. Det er mega hårdt at være alene med et barn. Det er det virkelig.

Det betyder også, at sådan noget som f.eks. rengøring er en by i Rusland. En meget beskidt by. Hvilket betyder, at min ønskeseddel i år ser cirka sådan her ud:

• Robotstøvsuger (hvorfor har jeg ikke sådan en?!?)
• Pensioneret mand (logikken er, at han dermed har masser af tid til at gøre rent, passe Gustav og så om aftenen er så træt, at jeg ikke behøver at tale med ham eller for guds skyld lave noget hanky panky)
• Aupair (til hanky panky. Ej undskyld. Hun kunne være i stedet for min pensionistmand. Eller hjælpe ham, når han er for træt.)

Seriøst er jeg vist nødt til at gøre et eller andet ved mit rengøringsproblem for at Gustav og jeg ikke skal få støvallergi eller noget andet uhyggeligt…