Jeg lyver, stjæler og laver aldrig mad mere

Hvor ville jeg dog være meget mere ærlig her på bloggen, hvis jeg skrev den anonymt.

Så ville jeg måske skrive sådan noget som, at jeg har spist alle min søns påskeæg i et anfald af sliksult. Han har jo alligevel ikke godt af det. Måske ville jeg også skrive, at jeg også spiser hans petit danone yoghurt om aftenen, og så om morgenen siger til ham, at det er ham selv, der har spist dem.

Måske ville jeg også skrive, at vi for tiden ikke får rigtig aftensmad, fordi jeg er for doven. Hvis jeg var anonym, ville jeg skrive, at vi meget ofte (altid) til aftensmad kun spiser en pølse/frikadelle fra fryseren/rugbrød med leverpostej eller makrel + en gulerod. (Jeg gider altså ikke lave rigtig mad til bare os to, når Gustav alligevel ikke spiser det, og jeg får god mad på arbejdet). Kunne også tænkes at jeg ville være lidt mere ærlig om, hvor ofte vi ser fjernsyn, mens vi spiser (ofte). Og hvor ofte jeg bestiller JustEat (ikke så ofte, når Gustav er hjemme. Meget ofte, når jeg har fri-aften (altid)).

Måske ville jeg også skrive, at jeg max støvsuger en gang om måneden. At jeg ikke har vasket trapper i trappeopgangen i 9 måneder (ad), og at jeg vasker uden om hans legetøj, der ligger på gulvet, når jeg vasker gulv (hver anden måned), fordi jeg ikke gider bøje mig ned og flytte det.

Men de her ting skriver jeg ikke, fordi det simpelthen er for pinligt overfor de læsere af bloggen, som jeg kender personligt (fx min mor).

Jeg kan i stedet bruge bloggen til at prale af, at min søn er så klog, at han kan fortælle om alle dyr fra Lille Nørd, f.eks. dolkhalen og muldvarpen – i korrekte detaljer (han kan næsten ikke tælle til 10, men hvad faen – jeg er sgu heller ikke god til tal). Jeg kan også prale af, at han funderer over livets store spørgsmål, som f.eks. om Gud findes i virkeligheden, hvor vandet i skyerne kommer fra og om alle mennesker mon laver lort…?

Jeg kan også prale af, at han spontant siger til mig, at han elsker mig, mens vi går på gaden. Og at han synes, jeg synger godt (det gør jeg ikke). Og at han den anden dag kaldte mig en smuk prinsesse (selvom jeg havde morgenhår og hængepatter (hov det siger jeg heller ikke, fordi jeg ikke er anonym)).

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

3 Responses to Jeg lyver, stjæler og laver aldrig mad mere

  1. Lea Mensel says:

    Hej Anja! Nu har jeg efterhånden luret med på din blog et par gange (jeg har fundet herind via Facebook/Hr. Jens Holm-Christensens kommentarer på dine updates), og må sige, at det er fantastisk go’ underholdning. Thumbs up for ærlig-sådan-er-jeg-bare-blog! :D Mvh Lea

    • EnligMadMor says:

      Hej Lea – mange tak for din kommentar, og sjovt som mit lidt ensformige enlig-mor-der-aldrig-laver-mad-liv kan være underholdning for andre :)

  2. G. says:

    Hahaha – fanf*ckingtastic indlæg :D